Bliv en del af nyt udvalg og kom på forkant med reguleringen af kunstig intelligens

Hvis du ønsker at være med til at påvirke fremtidens regulering af kunstig intelligens, så kan du her blive klogere på, hvordan du kan blive en del af et vigtigt udvalg på området. Du kan også læse om, hvordan du får adgang til gratis specifikationer, som gør det lettere og tryggere at arbejde med kunstig intelligens for virksomheder og myndigheder. 

Vi giver ordet til Dansk Standard.

Kim Skov Hilding, Dansk Standard
  •  Kim Skov Hilding, seniorkonsulent hos Dansk Standard
  • I Dansk Standard arbejder vi med standardisering på nationalt og internationalt niveau. Lige nu ønsker vi din hjælp, og du kan være med til at sætte fremtidens krav til anvendelsen af kunstig intelligens.

I EU vil kravene blive defineret via europæiske standarder, og du kan være med til at udvikle dem i samarbejde med Dansk Standard.

Alle virksomheder kan være med, og du bestemmer selv, om du vil anvende fem, 30 eller 100 timer på arbejdet. Du vil samtidig få adgang til både et dansk, europæisk og internationalt netværk med over 400 eksperter fordelt i over 30 lande.

Standarder udvikles gennem vores nationale standardiseringsudvalg (S-udvalg). Når du deltager i et udvalg, har du mulighed for at påvirke kravene til jeres produkter, produktion og processer. Det europæiske og det internationale arbejde er dominerende. I disse år er der særligt fokus på det europæiske standardiseringsarbejde inden for kunstig intelligens. Det skyldes, at Europa Kommissionen har besluttet at lovgive om anvendelse af kunstig intelligens.

Nogle anvendelser bliver forbudt, mens andre skal leve op til de europæiske standarder, som vi netop er i gang med at udvikle. Hvis du ønsker tidlig indsigt, så er det nu, du skal stige ombord. Som medlem af et udvalg under Dansk Standard kan du deltage i møder i de europæiske og internationale standardiseringsorganisationer, som Dansk Standard er medlem af.

Hjælp at hente i gratis specifikationer 

Dansk Standard udgav i 2020 to danske specifikationer om kunstig intelligens, der kan bestilles gratis på Dansk Standards webshop.

De to specifikationer gør det lettere for virksomheder og myndigheder at arbejde med kunstig intelligens og hjælper samtidig med at gøre teknologien tryg og sikker at anvende.

Den ene, DS/PAS 2500-1: 2020, Kunstig intelligens – Del 1: Gennemsigtighedhenvender sig til udviklere og projektledere, der arbejder med kunstig intelligens på tværs af brancher. 

Den anden, DS/PAS 2500-1: 2020, Kunstig intelligens – Del 2: Beslutningsstøttende anvendelse i offentlig sagsbehandling, har fokus på at sikre relevante overvejelser i brugen af kunstig intelligens i offentlig sagsbehandling.

En lang række danske eksperter fra myndigheder, virksomheder og forskningsinstitutioner har været med til at udvikle de to nye specifikationer, der er opbygget som let tilgængelige checklister med anbefalinger, information og gode råd.

Er du interesseret i at høre mere om udvalget for kunstig intelligens, og hvordan deltagelse i udvalget kan gavne din virksomhed, er du velkommen til at kontakte Kim Skov Hilding, seniorkonsulent hos Dansk Standard, på mail: ksk@ds.dk, tlf.: 39966217.

Bliv en del af AI Denmark

Hvis du og din virksomhed ønsker at blive en del af et AI Denmark-forløb, så kan I læse mere om, hvordan man ansøger via nedenstående link. Som deltagende virksomhed indgår man automatisk i konkurrencen om Industriens Fonds AI-pris, hvor man kan vinde 200.000 kr. til virksomhedens videre arbejde med kunstig intelligens.