Det er ikke nogen ny idé at bruge kunstig intelligens til diagnoser, samtaler og behandling på både hospitaler, klinikker, plejehjem og i hjemmet.
Spørger man AI-entuasiasterne er AI – selvfølgelig – løsningen på alle vores problemer, og vi skal både have chatbots og avanceret analyse af alle vores journaler og sundhedsdata og personaliseret behandling og hele balladen.
Men i praksis handler AI i sundhedsvæsenet meget mere om traditionel mønstergenkendelse, machine learning og den slags – og ikke mindst om test, validering, databeskyttelse, bias, regulering og jura.
Det dykker vi ned i denne gang med et besøg på Center for Clinical AI på Odense Universitetshospital – CAI-X. Jeg har talt med centerleder Peter Børker Nielsen, med beskrivende radiograf Janni Jensen og med chefkonsulent Troels Martin Range – og vi skal både høre om visioner, tillid, røntgenbilleder og forudsigelser af patientflow i akutmodtagelsen.
I AI Siden Sidst skal det blandt andet handle om CAPTCHAs, OpenAIs ny “ræsonnements-model” og om Darth Vader…
Lyt med 🤖