Kunstig intelligens anvendes i 2021 af over 4.000 danske virksomheder med minimum ti ansatte svarende til 24 pct. Det er en markant stigning fra 2019 og 2020, hvor hhv. 6 pct. og 11 pct. af danske virksomheder benyttede teknologien. Jo større virksomheden er, jo mere udbredt er anvendelsen af kunstig intelligens.
To ud af tre virksomheder med over 250 ansatte benytter mindst én type teknologi baseret på kunstig intelligens i 2021. Det var en virkelig god nyhed fra Danmarks statistik for et par måneder siden.
Morten Rosted Vang
Fagleder, Digital ansvarlighed og cybersikkerhed, Dansk Industri
“Det er afgørende for vores samlede økonomiske vækst, at vi får flere virksomheder med i udviklingen. Det gælder især om at få kunstig intelligens ind i SMV’erne, som udgør størstedelen af dansk erhvervsliv”
Tallene viste også, at som med mange andre avancerede teknologier er der stor forskel på anvendelsen af kunstig intelligens i store og små virksomheder.
Det vil Dansk Industri gerne lave om på. Der er gode forretningsmuligheder og store konkurrencemæssige gevinster at hente i anvendelsen af kunstig intelligens. Teknologien kan f.eks. bruges til automation i produktionsvirksomheder og optimering af produktionsudstyr, som ultimativt sætter virksomhederne i stand til at skabe bedre produkter, tjenester og ydelser til deres kunder – og ikke mindst til at håndtere vigtige samfundsudfordringer som f.eks. klimaforandringer.
Når 70 pct. af de virksomheder, der ikke anvender kunstig intelligens, peger på, at manglende viden og erfaring er en barriere, ser vi i DI det som oplagt at være en del af AI Denmark som erhvervspartner og være med til at bringe 120 SMV’er med på en 6 måneders skræddersyet udviklingsrejse og hjælpe dem med at bruge data og kunstig intelligens til at få et konkurrencemæssigt forspring – ganske gratis.
Og det handler selvfølgelig ikke kun om de 120 virksomheder, som får mulighed for at komme igennem forløbet. Det handler grundlæggende om, at vi i Danmark skal være lige så gode til at tage avancerede teknologier i brug, som vi har været til at digitalisere både den private og offentlige sektor. Ellers kommer vi til at sagte agterud og smide vores digitale førertrøje overbord.
Derfor skal erfaringerne fra AI Denmark bringes i spil til de mange andre virksomheder, som bør stå på spring til at effektivisere og forretningsudvikle med data og algortimer. Vi kommer i hvert fald til at dele erfaringer og værktøjer med vores medlemmer og opfordre dem til at komme i gang.
Men første skridt er tit det sværeste, og vi har brug for modige virksomheder til at gå fra at tale om kunstig intelligens til at bruge data på nye måder i deres virksomhed. Så meld jer til virksomhedsforløbene i AI Denmark og få hjælp fra eksperter, AI-forskere, studerende og netværk, der guider netop jeres virksomhed fra data til værdi.
Hvis du og din virksomhed ønsker at blive en del af et AI Denmark-forløb, så gå til ansøgningsformularen. Som deltagende virksomhed indgår man automatisk i konkurrencen om Industriens Fonds AI-pris, hvor man kan vinde 200.000 kr. til virksomhedens videre arbejde med kunstig intelligens.