Hvis vi gerne vil arbejde i retning af en bæredygtig fremtid, er det vigtigt ikke at bruge mere energi end nødvendigt. Det gælder i alle områder af samfundet inklusive naturligvis vores bygninger store som små.
Det er en udfordring som kunstig intelligens kan hjælpe med at løse, og det skal vi høre meget mere om den næste halve times tid. I denne episode skal vi møde Henrik Lund Stærmose, direktør i Neogrid, og Michael Anker Guldager, der er konsulent i Teknologisk Institut.
Det handler blandt andet om intelligent energivisualisering, overvågning og styring og om at bruge avancerede algoritmer til at regne på de mange sensordata, der bliver opsamlet i bygningerne.