Virksomheder dyster om Industriens Fonds AI-pris på 200.000 kroner

En præmie på 200.000 kr. er på spil, når Industriens Fonds AI-pris uddeles i år. 

Det sker 25. august 2022, hvor prisen uddeles som led i Danish AI Award, der afholdes under Innovationsfestivalen i Vejle, hvor 1000-1500 forretningsfolk forventes at deltage.

Innovationsfestivalen har i år et særligt fokus på kunstig intelligens, som er en af de store dagsordener, som vil blive debatteret til stormødet, der vil bestå af en række forskellige telte med oplæg, aktiviteter, udstillinger, netværk, madboder og musik.

Læs mere om tilmelding og køb din billet her.

Penge kan bruges på udvikling

Sidste år var det VR-startupvirksomheden Syncsense, som løb med prisen, der dengang blev uddelt for første gang. Det er virksomheder, som har deltaget i AI Denmark, som har ret til at kæmpe med om prisen på 200.000 kr., der konkret kan bruges til videreudvikling af kunstig intelligens i forretningen. 

Sidste år blev prisen uddelt ved Digital Tech Summit i København, men i året er uddelingen af prisen rykket til Vejle. 

Et stærkt felt af kandidater

En række af de deltagende virksomheder havde 8. juni mulighed for at præsentere deres AI-projekt foran hinanden, da de afsluttede deres AI Denmark-forløb ved et særligt afslutningsevent. 

Virksomhedspræsentationerne vidnede om en lang række spændende projekter med fokus på kunstig intelligens, og der er derfor lagt op til et stærkt felt af kandidater, når en uafhængig jury – blandt et felt af fem nominerede virksomheder – skal tage stilling til, hvilken virksomhed som har fortjent at løbe med prisen ved Danish AI Award. 

Juryen vil bl.a. skele til virksomhedens resultater, potentialer og ambitionsniveau, når man tager stilling til, hvem der skal vinde Industriens Fonds AI-pris.

Industriens Fond sætter fokus på AI

Det er Industriens Fond, som står bag finansieringen af prisen, ligesom fonden har finansieret hele AI Denmark-projektet, der bl.a. indeholder virksomhedsforløb med fokus på kunstig intelligens – især rettet mod danske SMV’er i og omkring produktionsindustrien.

“Virksomheder, som formår at optage og omsætte ny teknologi på en god måde, øger konkurrenceevnen markant. Derfor skal en større del af dansk erhvervsliv stille skarpt på kunstig intelligens og nøje overveje, om – og i så fald hvordan – teknologien bedst kan bruges i den enkelte virksomhed. Det er der for få virksomheder, der gør i dag og derfor vil vi gerne hjælpe udviklingen på rette vej,” lød det fra Thomas Hofman-Bang, adm. direktør i Industriens Fond, da AI Denmark blev søsat sidste år. 

Bliv en del af AI Denmark

Hvis du og din virksomhed ønsker at blive en del af et AI Denmark-forløb, så kan I læse mere om, hvordan man ansøger via nedenstående link. Som deltagende virksomhed indgår man automatisk i konkurrencen om Industriens Fonds AI-pris, hvor man kan vinde 200.000 kr. til virksomhedens videre arbejde med kunstig intelligens.